Opdagelsen af Hulemalerierne

Istidens europæiske hulemalerier, blev officielt opdaget af spanieren Grev Marcelino de Sautuola i 1878 i Santander provinsen  ved Altamira i bjergene i det nordlige Spanien. Forinden havde der i mange år verseret rygter om huler med dyretegninger.

Greven ,som var ivrig amatør arkæolog, havde i flere år forinden undersøgt nogle klippehuler i Santander provinsen, uden at finde noget særligt.

Marcelina de Sautuola: Opdageren af hulemalerier  i Altamira Hulen i Spanien.

I  året 1875 besøgte han første gang området uden dog at finde noget usædvanligt. 

Da i 1878 , vendte tilbage sammen med sin 10 årige datter Maria , opdagede han ved tilfældet nogle "underlige" malerier af dyr i loftet af en klippehule i Altamira. Efter sigende var det grevens 10 årige datter, som først opdagede malerierne, som rettelig bør tilskrives opdagelsen.

l 1880 offentliggjorde han sit fund og fremsatte den  vovede påstand, at disse malerier stammede helt tilbage fra sidste istid.

Indgangen ved Hulen i Altamira, Spanien.

Istidskunstens anerkendelse.

Den etablerede videnskab ville dog ikke på daværende tidspunkt anerkende dem som ægte istidskunst. Man mente ikke, at disse malerier kunne være op i mod 20000 år gamle. En af de førende kritikere, den franske professor Carthailac afviste Sautuolas fund som ægte. Han gik endda så vidt, at han beskyldte Sautuola for selv at have udført hulemalerierne.

Da viden om fortiden og ikke mindst istiden var meget begrænset på daværende tidspunkt, var det ikke vanskeligt for den etablerede videnskab at afvise og bortforklare fundene som falsum.

Da der imidlertid begyndte at dukke nye rapporter om hulefund op ,måtte de til sidst overgive sig og officielt anerkende dem som ægte palæolitisk hulekunst. Nogle af de mest fremtrædende fortalere og istidsforskere var franskmændene Rivere, samt den verdenskendte huleforsker præsten Abbed Henri Breuil som gennemførte utallige ekspeditioner og udgav  som en af de første populær litteratur om emnet fortidskunst og hule­maleri. 

l hele sit liv forskede han i istidskunsten og har udgivet utallige bøger om fortidskunsten. Sammen med kollegaen Capitan udforskede han i begyndelsen af dette århundrede mange nye huler og optalte dyrearter og fundsteder.

Hans forskning , blev starten til at istidsforskningen for alvor blev officielt anerkendt gren af mennesket udviklingshistorie.. Han beregnede også alderen på de mange hulemalerier, som han navngav efter fundstederne.

En samtidig  huleforsker . var tyskeren Herbert Kuhn, som ligeledes har udforsket mange huler og beskrevet  disse i bøger fra hans ekspeditioner. 

LASCAUX HULEN OPDAGES

Den 12. september 1940, var  4 unge teenagere Marcel Ravidat, Jacques Marsal, Georges Agnel og Simon Coencas på tur i området sammen med deres hund kaldet "Robot"  Dordogne i det sydvestlige Frankrig.  Da hunden får færten af et hul ved roden af et væltet træ og forsvinder, følger de unge med og står pludselig i en  stor hule dekoreret  med fantatiske dyremotiver i fuld størrelse  med  Bison, heste, hjorte.etc. 

Huleforskeren og præsten Henri Breuil  blev som en af de første kontaktet, og kunne efter nogle grundige  undersøgelser hurtigt fastslå, at der var tale om ægte istidskunst.

I deres eftersøgning fandt de pludselig en underjordisk indgang til en hidtil ukendt hule, som førte dem ind i en hemmeligholdt skat fra istidens Europa. De var uforvarende stødt ind i den største af Europas kendte hulefund, med hulemalerier, som dateres til 15000- 20000 år gamle..

Området er også kendt som Perigord, har været tilholdsted for 

Cró mangnon stammen  ,som levede , jagede og malede de fantastisk dyremalerier under slutfasen af sidste istid.

Hulemaleri: Indgangen til Galleriet i den inderste hule. Lascaux Frankrig.

I hulens største rum kaldet den store sal, findes et kæmpe vægmaleri på 20 meter i udstrækning forestillende bison, hjorte i naturlig størrelse.

I 1948 besluttede man at åbne hulen for publikum, men allerede efter 15 års besøg,  måtte man lukke hulen for besøg, fordi malerierne var ved at blive opløst p.g.a. øget tilstrømning af kuldioxid forårsaget af menneskers  ind og udånding.

I stedet opførte man i 1984  en nøjagtig kopi af hulen Lascaux II tæt på den oprindelige, med kopier af hulemalerierne, som næsten er identiske med de originale.

Den originale hule er ikke længere tilgængelig for offentligheden og er forbeholdt huleforskere.

Der er indtil i dag fundet og registeret  omkring 300 huler i syd og central Europa med hulemalerier og andre kunstgenstande  fra istiden, som er op mindst 30000 år gamle.

Foruden de velkendte fundsteder i Frankrig & Spanien , er der også fundet hulemalerier i øst og Centraleuropa. 

l 1992 opdagede en gruppe huleforskere en "ny"  ukendt hule i området Vallon-Pont-d-arc nær Marseille. Seneste undersøgelser viser at malerierne er op til ca. 32000 år gamle. 

Hulemaleri med Hulebjørn:

Fundet menes at være mindst lige så betydningsfuldt som hulen ved Lascaux.

Menneskets behov for visuel billedskabelse og kommunikation er sikkert en urgammel tradition, som måske oprindelig er opstået ,som  en form for magisk religions dyrkelse.

Fra de første primitive streger af omrids af dyrene over komplette naturalistiske.

iagttagelser ses der en tydelig udviklings proces, der indleder en kulturepoke på over 25000 år.,

Denne tradition for kollektiv billedskabelse er blevet bevaret helt op til vor egen tid. Kunstneren Paul Klee, som bla. var tilknyttet 

Kunst & Arkitektskolen "Bauhaus" var igennem sit liv meget optaget af primitive folk og kulturer og deres kunst. I hans tidligste værker ses tydelige referencer til fortidens hulemaleri.

Mange nutids kunstnere arbejder helt bevist med det fortidige primitive (oprindelige) maleri's symboler og mytiske tegn, hvori der indgår elementer med fortællinger med både dyr og menneske . Den danske billedkunstner 

Nina Steen Knudsen, har i 1980 erne udført mange billeder, hvor der indgår elementer eller historien med tilknytning til hulemaleriet. Særligt det "magiske " og uforklarlige udtryk kan opleves  i hendes meget smukke billeder.

Paul Klee:  Olie på lærred: Senecio 1922

Vores måske "medfødte" eller nedarvede instinkt eller behov for visuelt at reproducere vore kreative tanker synes fortsat usvækket.

Billedkunsten lever i bedste velgående på trods af teknologiens fremdrift , dog  måske på bekostning af den mest udviklede dyrerace - mennesket. 

Billedkunst og grænserne for hvad der i dag opfattes som kunst er dog mere ud­flydende end nogensinde. I oldtiden var billedkunst en naturlig forlængelse af håndværket. En god håndværker var også en god kunstner.

Kunstnerens rolle i nutidens samfund synes til dels  at have mistet sin oprindelige betydning. Fortidens mennesker var måske  kke så splittede i deres opfattelse af kunst begrebet. For dem var kunsten en naturlig del af hverdagen. Hånd og ånd var to sider af samme sag.

Hvis billedkunsten fortsat skal overleve og have sin berettigelse i samfundet må den gøres mere synlig og legitim og indgå på alle niveauer i samfundet.

Så har den stadig en funktion, som et "spejl" af vor tid og en besked til vore efterkommere. Billedkunsten er i virkeligheden det eneste "universal" sprog, som kan forstås over hele kloden.

Det startede måske ved en tilfældighed, da et eller en gruppe mennesker  langt tilbage i fortiden tegnede de første streger på en ujævn klippevæg ,  af  et eller flere dyr. 

Tilfældighed eller udvikling? 

Litteratur referencer:

Fortsættes- gå til første htm.side